Et nyt borgerligt alternativ

Et nyt borgerligt alternativ
Af Dennis Nørmark, Berlingske Tidende

Et nyt borgerligt alternativ kan tilbyde alt det, de andre ikke magter. Det harvirkelige værdier. Det handler ikke om for enhver pris at stå i opposition til kulturradikale, USA,muslimer. De nye borgerligt liberale er kreative, internationale og udogmatiske. De tager moralskstilling fra sag til sag, men bygger deres moral på en tro på individet og menneskets ukrænkelighed.

Det kunne godt være Martin Ågerup, Asger Aamund eller Mikael Bonde Nielsen. Morten Hesseldahl og måske Anne Knudsen. Morten Albæk, Martin Krasnik og Kasper Støvring har også gjort det, og Klaus Rothstein har forsigtigt forsøgt det. De er alle markante borgerlige debattører, der hver på deres måde - både før og efter dannelsen af CEPOS - har været med til at tegne konturerne af et nyt borgerligt alternativ. En liberal borgerlighed uden alle de kornfede VU-drenge og skruppelløse anarkistiske fantaster. Hvad kendetegner det nye borgerlige alternativ? Nogle er radikale, nogle er konservative og nogle noget helt andet, men først og fremmest er de ansvarlige, de er moralske, de er kreative, de er åbne, de er tolerante, de er internationale, de er liberale, de er elitære, og de har fået nok. Nok af Fogh, nok af nationalkonservativ politik, nok af kinddans med Pia, nok af kontrolfiksering, ufrihed, intolerance, protestantisme og generel mangel på ambition i dansk politik. De er borgerlige, men de kan ikke identificere sig med regeringens og særligt Venstres politik. De er ikke superliberale fanatikere, skønt venstrefløjen ønsker at fremstille dem sådan. De nye borgerligt liberale er både berejste, belæste, bevidste og begavede. De er socialt ansvarlige, men mener, at folk bliver bange for deres omverden, hvis de fra starten pakkes ind i vat.

Venstrefløjen - fra Søren Søndergaard til Svend Auken - er ikke længere progressiv. Det skrev allerede Henrik Dahl, Christine Antorini m.fl. i 1999. Alligevel sidder debattører som Dahl stadig fast i den venstreorienterede fælde for - som det stod i »Borgerlige Ord Efter Revolutionen« - »vi vil så gerne være venstreorienterede«.

Det vil det nye borgerlige alternativ ikke, fordi de er mere interesserede i at skabe fremskridt, der virker, end »fremskridt«, der fremhæver deres egen moralske overlegenhed. Ulandsbistanden i venstrefløjens hænder anvendes eksempelvis til dyre løsninger, der ikke virker, men som til gengæld giver venstrefløjen mulighed for at fremvise heroisk selvopofrelse undervejs. De nye borgerligt liberale er globalt ansvarlige, men de vil i stedet anvende markedet, også selvom det betyder en mindre andel i det moralske overskud. Det bekymrer dem ikke, for de vil frem, og de mener, at vækst ét sted ikke nødvendigvis sker på bekostning af væksten et andet sted. Noget venstrefløjen endnu mangler at forstå.

Men venstrefløjen er mest for gamle statsansatte og unge narcissistiske gymnasieelever, og politisk set er den ligegyldig. Der er ingen grund til at bruge krudt på skibe, der allerede synker, så hvis der skal ske noget, må det nye borgerlige alternativ rette skytset i regeringens retning. Lige nu er problemet den såkaldte borgerlige regering, der opfører sig alt andet end borgerligt, og som har mistet kontakten med de borgerlige mennesker, som ikke er nationalkonservative småborgere.

Foghs tale om får og bukke i Berlingske Tidende var på mange måder et krystalklart eksempel på, hvor uborgerligt regeringen faktisk bærer sig ad. Kritikken af erhvervslivets top er gratis, fordi de højeste herrer i dansk erhvervsliv, de mest dristige, modige, kreative, smarte og udadvendte folk, vi har, alligevel ikke kunne drømme om at stemme Venstre, endsige følge deres politik. Erhvervslivets top har for længst indset, at der skal smidighed og globalt udsyn til. På erhvervsvirksomhedernes direktionsgange sidder de sande kosmopolitter og liberale. Venstres vælgere sidder lidt længere nede ad gangen eller et par etager under. De sidder blandt funktionærerne. De er mellemledere, sekretærer, små (bittesmå) erhvervsdrivende eller sælgere. De holder hjulene i gang, men bestemmer ikke, hvor der skal køres hen. Faktisk virker Foghs ordvalg passende. Får og bukke. Får er flokdyr, der følger hyrden, men ikke selv vælger vejen.

Foghs vælgere mener selv, de har en god hyrde i Fogh. Han har styr på tingene, taler pænt og viser vejen. Der er ingen slinger i valsen, og der er som bekendt intet at komme efter. De virkelige planer lægges på direktionsgangen, som hedder Statsministeriet. Alle følger trop. Det er man vant til hos Venstres vælgere, som er bekymrede for forandring, bange for udlændinge, nervøse ved globaliseringen og har brug for en stærk mand at tage i hånden. Venstres vælgere ligner til forveksling den type mennesker, hvis største ambitioner i livet er at øge friværdien i huset, bygge om og udvide. Ikke at der er noget galt i forbrug, overhovedet ikke, men hvis det er det højeste ambitionsniveau, så vælger man også politikere, der på kort sigt blot sikrer denne mulighed. Ikke nogen, der tager chancer, og er visionære. Det nye borgerlige alternativ hører ikke til Venstres vælgere. De vil aldrig stemme på et parti, der - vel for første gang i Danmarkshistorien - gik til valg på et løfte om ikke at forandre noget som helst.

Men hvad kan det nye borgerlige alternativ tilbyde? Svaret er: alt det de andre ikke magter.

Det nye borgerlige alternativ har virkelige værdier i værdikampen. Det definerer sig ikke negativt, som venstrefløjen og den yderste højrefløj gør det. Det handler ikke om for enhver pris at stå i opposition til kulturradikale, USA, muslimer, 68ere eller andre. De nye borgerligt liberale tager moralsk stilling fra sag til sag, men bygger deres moral og etik på en tro på menneskets ukrænkelighed og en tro på, at individet går forud for fællesskabet, men at fællesskabet er nødvendigt for individet. Det nye borgerlige alternativ gør sig i politik ingen abstrakte forestillinger om ting, der ligger uden for mennesket. Sproget, kulturen, Gud og traditionen betyder ingenting, hvis det ikke gavner individet. Metafysikken er død i det politiske rum og spiller kun en rolle i det private.

Hos det nye borgerlige alternativ føres værdikampen efter et moralsk kompas, mens værdikampen hos Venstre bliver ført med spredehagl og uden nogen form for visioner, fordi dens sigte er hævn. Hævn over 68erne og de kulturradikale. Et trodsigt og barnagtigt oprør mod fantomfjender, som de mener skyggede, så deres egen sol ikke kunne komme til at stråle i deres ungdom. Kulturkampen har udviklet sig til ensretning igennem kanon- og meningstyranni igennem koldkrigsforskning. Ligesom venstrefløjen definerer også regeringen sig selv negativt og udretter derfor intet positivt. De er styret af gammelt nag og ikke af nye ideer.

De nye borgerligt liberale er kreative og opfindsomme mennesker. Jeg tror ikke, de som børn var klassens dydsmønstre, og de ville med garanti ikke være det i den nye Bertel Haarderske skole, hvor fremtiden står på historieundervisning og salmesang. Ud med rundkredspædagogik, diskussion, meningsudveksling, højskoler, kaospiloter, friskoler, efterskoler og frie gymnasier. Hyrderne i Venstre vil have fårene til at gå i den samme retning. Ellers mister man overblikket og risikerer på længere sigt en opstand mod regeringens totale mangel på opfindsomhed og progressivitet. De nye borgerligt liberale har nydt godt af en folkeskole med plads til forskellighed. Janus Friis, der skabte milliardvirksomheden Skype, gik ud af skolen som 16-årig og fjumrede rundt i Indien bagefter. Den slags udisciplineret selvtægt duer ikke til en kontrolfikseret statsminister, der suger kraften ud af eliten ved at gøre sine egne uambitiøse vælgere til idealet.

Menneskene i det nye borgerlige alternativ er internationale. De taler flere sprog, de bor, arbejder, forsker, eller fjumrer rundt i udlandet, fordi de ellers ville komme til at kede sig. Modsat venstrefløjen frygter de ikke EU, USA og den bølge af kapital, der forbinder vores verdensdele som aldrig før. De nye borgerligt liberale rider på bølgen, på trods af risikoen for at blive slået omkuld af den. De tør leve uden sikkerhedsnet, men anerkender - for de flestes vedkommende - stadig, at et sikkerhedsnet bør eksistere. De frygter ikke, som de provinsielle vælgere i Venstre og DF, muslimer eller polsk arbejdskraft. De vil hellere vise, hvorfor demokratiske værdier er bedre end udemokratiske, og de vil hellere forsøge at løbe stærkere end IT-programmører fra Delhi end at blokere adgangen for dem. De nye borgerligt liberale standser ikke bare op før startlinien. De ønsker at forbedre sig og forsvare sig.

Det borgerlige alternativ vil naturligvis forsvare ytringsfriheden, fordi det tror på værdien af den, men det provokerer ikke unødigt sin omverden. Blot fordi man ikke fører korstog for sine ideer, kan man stadig godt mene, disse er de suverænt bedste, og at alle andre lande burde efterleve dem. Det nye borgerlige alternativ sætter hårdt mod hårdt over for formørket islam og mangel på integrationsvilje hos indvandrere. Tag ikke fejl af det.

Det nye borgerlige alternativ er ved at finde sin form og sine talsmænd. Deres bedste mulighed for politisk indflydelse er ikke igennem partiet Venstre, da Venstre ikke længere er Venstre, men helt og holdent er Anders Fogh Rasmussen. Og ham ved du, hvor du har.

Fremtidens borgerlige alternativ kunne dannes af Konservative, Radikale og den liberale halvdel af det Socialdemokrati, som jeg forudser splittes op i to partier, hvis Helle ikke bliver statsminister ved næste valg. Der er progressive kræfter i alle partier, som kan betragte virkeligheden udogmatisk, og som vil give folket lov til frit til at læse, tænke og mene, hvad de vil. De er et borgerligt liberalt alternativ til »funktionærmodellen«. Spørgsmålet er bare, hvornår de for alvor træder ind i dansk politik.

Debat på Amino relateret til denne artikel